Udestue - fra slidt og beskidt
til lys, strand og hygge

Lene og Thomas havde en slidt udestue, som stort set kun blev brugt til at tørre vasketøjet. De ønskede at få den åbnet op, så den kun var delvis lukket. Udestuen blev indrettet med sofaarrangement og en hyggelig spiseplads, hvor der var plads til hele familien.

Thomas fjernede nogle af de gamle vinduesfag, så der blev åbnet op ud til det fri i den ene ende af udestuen.
Gulvet blev malet en gråbrun farve, der lysnede uderummet. Naturens farver skulle være toneangivende i indretningen.
Det sorte gamle møblement, blev skiftet ud med en lys, brun rattan sofa med sandfarvede hynder, og der blev tilføjet puder i blå farver, som giver associationer til havet og stranden. Sofabordet er et gammelt havespisebord, hvor benene er skåret af til sofabordshøjde og det er blevet slebet og malet.
Spisebordet fik jeg et sted, hvor ejeren ville smide det ud. Efter flere timers slibning, fik vi et fint teaktræsbord, der var lyst og lækkert, og med en plade, så der er plads til mange mennesker. Stolene er købt nye, men står godt med deres lette udtryk til de øvrige møbler. Resten af interiøret er loppefund, som igen trækker tråde til naturen. Lene og Thomas bruger nu deres overdækning meget mere, og har et skønt sted at samle familien.

Galleri